Vi var 3 afsted og det er alt for få. Vel er Varde et stykke væk men en dag i hyggelige rammer, hvor vi beskæftiger os med det der interesserer, er altid positivt.
Mest positivt er det dog at mens de andre skoleskakspillere i Haderslev var forhindret kunne Jan Madsen og jeg byde Frede Vognsen velkommen til hans første turnering.
De 100 km til Varde tilbragte Jan og Frede på bagsædet med løsning af skakopgaver på ”lichess”. ”Nå den er nem nok, vi giver bare skakken. Åh nej han kan parere med at, og så.”
2 mennesker i hver deres del af livet og som aldrig har set hinanden sidder pludselig i samme univers og taler sammen som om de havde kendt hinanden altid. Fantastisk, det er det skak kan, vi i klubberne har bare været for langsomme til at opdage det!!!
Vi fik 7 point og da det sammenlagt viser det at det ku være lidt bedre. Jeg eksperimenterede med nye åbninger, Jan er ikke tilfreds og Frede fik 2 point mere end jeg havde lovet at han ville få på forhånd. Jeg siger altid at de må regne med 0 point i deres første turnering og dermed kan de levere et bedre resultat end forventet.
Succesen var i hus!
Da vi kom retur til klubben og havde fået vækket Frede fandt jeg sørme en medalje til ham i vores skab.
Her er der grund til eftertanke hos klubberne.
En ting er at man ikke vil give medaljer hver gang i alle årene der kommer, det har jeg forståelse for. Men når en dreng på 11 år
deltager for første gang, betyder sådan en medalje altså noget nu og om 50 år! Jeg synes man skal registrere hvem der deltager for første gang, for det kræver mod og opbakning at deltage første gang. Og give den medalje!
”Hvordan ved man hvem man skal spille imod, hvilken farve skal jeg have, hvor er toiletterne, hvem betaler jeg de 50 til, hvorfor skal jeg spille mod en der er 3 hoveder højere end mig”
Det er et stort arbejde at arrangere sådan en turnering, men det gik godt i Varde. Det med medaljerne er ikke kun jer den er møntet på. Vi skal alle tænke på det her!
Per Hansen