I bestræbelserne på at finde nye kandidater til hovedkredsbestyrelsen blev det på forårets generalforsamling foreslået at gøre det mere gennemskueligt, hvilke opgaver bestyrelsen skal løse, så interesserede kandidater på forhånd kan sætte sig ind i rollen som bestyrelsesmedlem.
Efterfølgende har den nyvalgte bestyrelse formuleret funktionsbeskrivelser – både for bestyrelsen som helhed og for de enkelte poster. Se dem her – http://sydjysk-hk.dk/wp-content/uploads/2023/05/Funktionsbeskrivelser-rev.pdf. Desuden er der i bestyrelsen brug for en it-kyndig, selv om det ikke er en vedtægtsbestemt post. Beskrivelse af rollen som IT-ansvarlig kan ses her – http://sydjysk-hk.dk/wp-content/uploads/2023/09/IT-ansvarlig.pdf
Lige som ved ethvert andet stillingsopslag er beskrivelserne en bruttoliste over alle de kvalifikationer, man kunne ønske sig – og alle de opgaver, man i den ideelle verden gerne vil have løst. Det er sjældent, man kan få hele pakken, og det er vigtigt at understrege den formulering, der går igen i funktions-/stillingsbeskrivelserne:
”Foreningens bestyrelse er sammensat af frivillige – tillidsvalgt af Hovedkredsens klubber på en generalforsamling. Der stilles ikke yderligere konkrete krav til kvalifikationer. Det er en fordel, hvis…”
Det er absolut spændende og ikke nødvendigvis voldsomt arbejdskrævende at sidde i hovedkredsbestyrelsen. Vi plejer at mødes 5 gange årligt – til 4 bestyrelsesmøder og en generalforsamling.
Man kan også betragte opgaven som en form for borgerligt ombud, så hvis det er længe siden, klubben har leveret et bestyrelsesmedlem… 😊
Formandsposten bliver ledig igen i marts 2024, og hele bestyrelsen skal vælges/genvælges hvert år. Derfor er det ikke spor for tidligt at sætte gang i jagten på kandidater.
Man behøver ikke at være klubformand for at kandidere til bestyrelsen, men som klubformand har man formentlig kendskab til mulige emner blandt medlemmerne – og interesserede må gerne foreslå sig selv som kandidat til bestyrelsen!
Send navne på interesserede og egnede bestyrelseskandidater til mig i god tid inden næste generalforsamling, der er planlagt til lørdag den 16. marts 2024.
”Måske interesserede” er velkomne til at forhøre sig nærmere hos mig eller et andet medlem af hovedkredsbestyrelsen (http://sydjysk-hk.dk/kontakt/).
Med venlig hilsen
Karl Posselt