1. holdet siger farvel til divisionsskak

Stemningsbillede før start i Herning

Vi skulle bare have 4-4 mod Herning i sidste runde, da vi havde et forspring på et halvt point. Vi havde desværre afbud fra Jan Garbrecht på 1. bræt, så vi fik alle en stærkere modstander.

Herning havde det uheld, at Skanderborg II havde liga-spillere med i deres indbyrdes match, så det er ikke helt fair at sammenligne resultatet for de første 6 runder.

I følge ratingtallene, så skulle vi have ca. 2 point over vores forventede score for at opnå 4-4, så Herning var klar favorit ud fra en objektiv synsvinkel.

I følge dagens ratingtal, så stillede vi med blot to spillere med over 1900 i rating, så Haderslev I var nok på niveau med Haderslev II dengang for over 30 år siden, hvor jeg spillede 1. bræt med Sigfred From – Herning I.

2. Division, Herning (6.5) – Haderslev (1.5)

Ole Helmer Mikkelsen (S) – Carsten Hansen  1 – 0

Carsten rykkede igen utålmodigt g-bonden frem foran egen konge i en lige stilling. Ole fik åbnet stillingen ved at ofre d-bonden og fik kongeangreb. Carsten gemte kongen på h4 og overså til sidst mat i 1, selvom computer mente at stillingen var lige, da h4 var det helt rigtige felt til kongen. Carsten fik under partiet og under efteranalysen lært mange nye matbilleder.

John Noe (H) – Per Hansen  ½ – ½

Per var som altid godt forberedt, men det lykkedes John at finde noget som Per ikke havde fået kigget på. Per fik dog i midtspillet et udviklingsforspring og en binding på Løber c1 og Tårn b1. Problemet var dog, at Tårnet kunne undslippe med skak, så John fik mange bønder for officeren. Per havde dog ikke problemer med at holde slutspillet. Træls at det ikke blev til endnu en gevinst, men partiet viser at formen er på plads til kandidatklassen i påsken.

Flemming Ekas Nielsen (S) – Allan Hye  ½ – ½

Allan var meget tæt på at spille dagens parti, som ikke skulle have varet mere end 20 træk til mat, men Allan spillede ikke den mest forcerede fortsættelse og pludselig fandt Flemming et dobbeltangreb med Løber g7-e5 i slag og der var mat både på g2 og h2 via Tårn g8 og Dronning h3. Allan måtte ofre dronningen og de resterende officerer sikrede remis med evigskak.

Steen Vitus Bering (H) – Jacob Buris Andersen  1 – 0

Jacob spillede et “korrekt” parti uden de store fejl, men i kongeindisk er det ikke altid nok. Modstanderen fik presset Jacob tilbage over hele brættet. Så det blev en typisk kongeinder, hvor sort bare kunne se til, at stillingen blev dårligere træk for træk uden modchancer.

Jesper Maul Vidriksen (S) – Ole Trøst Poulsen  ½ – ½

Ole skaffede os det første halve point efter blot 10 træk der nok er spillet tidligere. Dertil en lille ratinggevinst til Ole.

Klaus Marthinus Christensen (H) – Kai Christian Bjørnskov  1 – 0

Kai fik åbningsfordel med sort i Kongeindisk, men overspillede sin stilling med e5-e4 og hvid fik en stærk springer på d4. Resten forløb på samme måde som hos Jacob.

Christian Dahl (S) – John T. Sørensen  1 – 0

John spillede et helt lige parti indtil John besluttede sig for at spille på gevinst ved at tilbyde afbytning af dronninger. Modstanderen havde den fjerne fribonde, men på den anden fløj var John’s bonderod fjernest. Det endte med, at John tabte partiet med et enkelt tempo.

Steen Juul Mortensen (H) – Nicholas Lindholm Olesen  1 – 0

Nicholas havde æren af at møde en legende i dansk skak. Den tidligere mangeårige formand for skakunionen. Dengang der var over 10.000 medlemmer. Nicholas fik unødvendigt en isoleret d-bonde, men forsvarede den fint indtil den afgørende fejl, der kostede et tårn.

Hermed siger jeg tak for divisionsskakken. Jeg mindes stadig min nervepirrende debut i sæsonen for 40 år siden mod Alssund som reserve i sidste minut. Partiet blev remis, så det var bedre end min debut på 1. brættet.

Næste sæson bliver i mesterrækken uden ekstra oprykningsmatch, så det er en “let” sæson, da der er oprykningsmatch hvert andet år mod vinderen af en af de andre hovedkredse.

Links:

https://holdskak.skak.dk/TeamTourPairing/Details/?pairingId=12833&teamTournamentGroupId=433

Referent: Carsten Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *